Rentedannelsesmodellen består af at udbud og en eftespørgsel efter penge i et land med åbne kapitalgrænser, og ser ud, som det ses her:

Der er 3 forskellige former for efterspørgsel af penge. Transaktionsbehovet er det behov, som skal dækkes, når der skal købes goder. Private mennesker har et forbrug og virksomhederne har et behov for at finansiere deres investeringer. Transaktionsbehovet er forholdsvist renteufølsomt, men afhænger mere af den økonomiske vækst i samfundet. Er der høj vækst stiger forbrugernes indkomstafhængige forbrug, og der bliver behov for penge til nye forbrugsgoder. Virksomhederne skal sætte produktionen op for at dække efterspørgselen efter varer, hvilket gør at der skabes en efterspørgsel af penge til råvarer, flere maskiner m.v. Falder den økonomiske vækst, opnår private mennesker måske ligefrem et fald i deres indkomst, og så falder det indkomstafhængige forbrug.

Spekulationsbehovet er rentefølsomt. Denne efterspørgsel efter penge er ofte lån, som skal finansiere en økonomisk gevinst. Virksomheder optager lån til en lav rente for at placerer dem i værdier, som giver et større afkast end den rente, som der er lånt til. Det kan hænge sammen med konjunkturerne, hvor stigningerne i råvarer stiger kraftigt. Virksomhederne vil her opbygge store varelagre, som stiger hurtigere i værdi end renten. Uden for denne konjunktur vil det være almindelig spekulation i perioder, hvor renten er lav. Hvis der kan lånes til f. eks. 3 % og aktiemarkedet i en periode stiger med 15 %, ja så vil der ske en spekulation. Det er forklaringen på de finansielle bobler, som altid rammer hele samfundet hårdt og hurtigt. At boblerne så ofte hænger sammen med slutningen af en højkonjunktur, er en helt anden og meget spændende udfordring. Læs mere under konjunkturcyklus: http://finanskim.dk/konjunkturer.html

Sikkerhedsbehovet er et behov, som stiger i perioder med usikkerhed. Hvis samfundets aktører er usikre på den fremtidige økonomiske vækst, så sparer private mennesker op af frygt for arbejdsløshed og politiske strukturindgreb. Virksomhederne nedbringer deres lån i denne periode samtidig med, at det holder investeringsaktiviteterne på et lavt niveau.

Udbuddet af penge til et samfund med åbne kapitalgrænser kommer fra 3 forskellige kilder. Den vigtigste er den, som kommer fra Nationalbanken, som jo skal regulere pengeomsætningen. Denne er ikke rentefølsom, da nationalbanken hele tiden skal sørge for, at der er penge nok i omløb, men ikke så mange at det skaber inflation. De pengepolitiske instrumenter påvirker efterspørgselen efter penge og udbuddet af penge fra udlandet.

Udlandet udbyder penge som funktion af renten. Er renten i landet højere end udlandets, vil udlandet købe rentebærende fordringer. De vil så veksle deres egen valuta til den lokale valuta, og på den måde sker der en valutaindstrømning til landet og renten vil falde i takt med valutaindstrømningen. Derfor vil renteændringer ofte kun påvirke valutakursdannelsen, mens de varige renteændringer på markedet som følge af pengepolitikken vil være minimale.

Den sidste påvirkning kom som følge af den førte finanspolitik og finansieringer her af. Det kaldes statsfinansernes likviditetsvirkning. Den findes ved at tage DAU-saldoen, indfrielse af danske statsobligationer og udstedelse af nye statsobligationer, og beregne den samlede påvirkning af pengemængden. Den er også uafhængig af renteniveauet, da det er den førte finanspoltik, som bestemmer ændringerne i DAU-saldoen, mens mange års finanspolitk styrer statsgældens udvikling.

Ligevægtsrenten findes der, hvor udbud og efterspørgsel skærer hinanden. Det kan kaldes markedsrenten. Den findes ikke i virkeligheden, men er mere et gennemsnit af alle renter på alle de forskellige markeder: udlånsrenter, indlånsrenter, boligrenter, korte renter, lange renter osv. På samme måde findes pengemængden ved en skæring mellem efterspørgsel og udbud. Betragt modellen som en forklaringsmodel, og ikke som en konkret præcis model.

En rentestigning vil mindske spekulationsefterspørgslen. Private borgere vil mindske det lånefinansierede forbrug og virksomhederne vil mindske varelagrene og stramme kredittiden til debitorerne. På samme tid vil udlandet begynde at opkøbe rentebærende fordringer, hvilket vil presse renten ned igen.

En mere varig effekt vil opstå, hvis nationalbanken strammer kreditgivningen. Der bliver så knaphed på likviditet inden for det område, som der strammes på. Hvis f. eks. finansielle institutter skal deponere større værdier end det beløb, der trækkes på nationalbanken, vil udlånstrafikken stoppe. En anden mulighed er at kræve større soliditet i de finansielle institutter.

Virkningerne af en kreditstramning kan ses i diagrammet neden under. Renten stiger og pengemængden falder. Alle, som eftespørger penge, kommer til at betale mere for denne "vare".

27/1- 2017