Nationalbanker er som regel selvejende uafhængige institutter i forhold til regeringerne. Der kan være undtagelser i lande, hvor der ikke er frie kapitalbevægelser. Direktøren er politisk udnævnt, og her i Danmark er titlen Kongelige udnævnt Nationalbankdirektør. Bankerne styrer landets pengepolitik. Det er dog vigtigt at skelne mellem bankernes formål og pengepolitiske mål, da de varierer fra bank til bank. Alle bankerne skal opretholde et sikkert pengevæsen og skal regulere pengeomsætning og kreditgivning.
Et sikkert pengevæsen sker ved, at bankerne har konti i nationalbanken. Alle mellemværende mellem bankerne afregnes over disse konti. Så når borgerne betaler med deres dan- eller kreditkort, er det jo ikke sikkert, at den forretningsdrivende har samme konto, som kunden. Derfor trækkes kundens beløb på dennes banks konto i nationalbanken, som så overføres til den forretningsdrivende banks konto i nationalbanken. Hvis de har konto i samme bank afregnes det blot internt i banken.Nationalbanken stiller altid kredit til rådighed for de finansielle institutter under visse regler.
Det samme system gælder også internationalt, da nationalbankerne også har konti hos hinanden, med aftalte trækningsrettigheder.
Systemet viser sin sikkerhed ved, at der er garanteret for indskud op til kr. 750.000,- i en bank. Denne garanti stilles af Nationalbanken. Andre centralbanker har også denne form for sikkerhed. I EU er grænsen € 100.000,-. I enkelte tilfælde ved udenlandsk filialer, kan indskuddene være garanteret af begge land. Da Northern Rock havde en filial i Danmark, garanterede både Bank of England og Den Danske Nationalbank for indskuddene. Men grænsen var stadig sammenlagt kr. 750.000,- Indskud over dette beløb kan tabes, som det blev set på Cypern i marts måned 2013.
Regulere pengeomsætningen sker ved at Nationalbanken enten trykker flere pengesedler eller præger flere mønter. Sedler og mønt kan selvfølgelig også inddrages. Spredning sker via de almindelige banker, som får tilført likviditet via nationalbankens depoter.
Regulering af kreditgivningen sker ved, at staten kan øge eller stramme bankernes lånerammer i nationalbanken. Hvis der ønskes en pengepolitisk stramning, kan der være knyttet ekstra betingelser for pengeinstitutterne, før at de kan opnå kredit. Det kan være specielle bindingsordninger eller sikkerhedsstillelse. Omvendt så man under finanskrisen i 2007/2008, at den Danske Nationalbank gav ekstraordinære trækningsmuligheder på op i mod halvdelen af årets samlede bruttonationalprodukt, hvor bankerne kunne trække op til 800 mia. kr. i alt
Der ud over styrer en nationalbank også landets valutareserver. Denne skal risikostyres og sikres mod rente- og valutakursrisici. Mange nationalbanker styrer også landets deltagelse i Den Internationale Valutafond (IMF)i samarbejde med økonomiske ministerier.
Nationalbanken forvalter også statens gæld, og sørger for den løbende lånoptagning for staten. Det kan ske ved udstedelse af statsobligationer og optagelse af udlandslån.
Dette er en generel omtale af de fælles formål, som alle nationalbanker har.
16/4 - 2013
kim@finanskim.dk