Økonomisk politik

FinansKim - læs - arbejd - lær

Økonomisk politik

Finanspolitik er styret af staten via statens budgetter og regnskaber. Den førte politik kan påvirke efterspørgslen efter varer og tjenester. Der kan ske opstramninger eller lempelser i statens drifts- anlægs- eller udlånsbudget. (DAU-saldoen) Derfor er ændringer i den førte politik interessant, hvis der skal investeres eller hentes finansiering til virksomhederne og for dem, som sparer op i aktier. Der kan skrives mange bøger om dette emne, men kort kan det nævnes:

  • at hvis der skabes ændringer i efterspørgslen på en varegruppe/serviceydelse vil der ske investeringer indenfor disse brancher. På grund af EU-udbudsregler er det ikke sikkert, at offentlige varekøb og investeringer sker for brancher indenfor landets grænser. Det kan lige så godt være polske brancher, som opnår denne indtjening. Man kan som aktieopsparer selvfølgelig købe aktier inden for de begunstigede brancher, men aktiekurserne stiger som regel allerede ved udsigten til indgrebene.
  • at hvis der skabes ændringer i beskatningen af renteindtægter og kapitalafkast, vil der ske ændringer i finansieringsstrukturen for virksomhederne. Det kan gøres lettere eller sværere at fremskaffe finansiering.
  • likviditetsvirkningen af de offentlige finanser påvirker pengemængden og dermed renten, medmindre nationalbanken regulerer for dette via den førte pengepolitik.

Pengepolitik er styret af nationalbanken. De mest benyttede redskaber er de pengepolitiske renter. Det finansielle marked retter efter kort tid deres renter til. Andre redskaber kan være at arbejde med markedet. Der kan købes og sælges statsobligationer for at øge eller mindske pengemængden. Det ses f. eks. i USA, hvor staten massivt udsteder statsobligationer, som FED, så køber. Det svare til, at lade ”seddelpressen køre.” Det vigtige ved pengemængden er, at den skal reguleres i takt med inflationen. Øges den hurtigere end inflation, kan det skabe pengemængdeinflation, og øges den ikke lige så hurtigt som pengemængden, vil renten stige, da der opstår mangel på penge.

En stigende rente vil medføre øgede omkostninger ved finansiering i virksomhederne, og specielt lagerene og kredittider mindskes. Hvis økonomien er med åbne kapitalgrænser, vil der så ske valutaindstrømning til landet, hvilket påvirker valutakursen, som stiger. I Danmark ville den danske krone således blive stærkere.

En anden mulighed for nationalbanken til at påvirke pengemængden er ved at øge de finansielle institutter og bankers trækningsret i Nationalbanken. Under finanskrisen i 2007/8 blev markedet tilført kreditmuligheder for 800 mia. d. kr., som på det tidspunkt var ca. det halve af landets BNP. Omvendt kan kreditmulighederne også strammes, hvilket ofte sker ved valutakursuro.

Valutakurspolitik er styret af nationalbanken ved hjælp af de pengepolitiske instrumenter og ved at handle i markedet. Hvis landets valuta er for stærk, sælger nationalbanken løs af sin egen valuta for at presse kursen ned. Det gør nationalbanken ved at opkøbe udenlandske rentebærende fordringer eller guld. I Danmark ville Nationalbanken udbyde danske kroner på valutamarkedet og efterspørge f. eks. US- dollars, og så vil den danske krone falde i værdi. Hvis landets valuta er for svag, kan Nationalbanken benytte sine valutareserver til at foretage støtteopkøb af danske kroner.

Der findes følgende former for valutakurspolitik:

  • Der findes fuldstændigt flydende kurser, som f. eks USA er et godt eksempel på. Her flyder US-dollars fuldstændig frit over for andre lande.
  • Der findes delvist flydende kurser, som ERM2 aftalen er et godt eksempel på. Den danske krone flyder i et spænd overfor EURO, som pt. er 2,25 %
  • Der findes fastkurssystemer. Det er lande med lukket kapitalgrænser. Nogle afrikanske stater er et godt eksempel. De lader altid deres valuta have en fast kurs over for US-dollar.



30/11 - 2016